 |
|
 |
|
180426272.gif
Morgenhimmelen smiler fra rød til blå pastel.
Ligger på ryggen i sandet ved vandet, bare mig selv.
Og vinden hvisker til mig, fortæller kloge ting.
Rusker i mit hår, og skubber til en måges vinge.
Og solen bryder stille frem fra under verdens kant.
Og sender varme kys der smelter selv en hærdet mand.
Og lover liv og lys og lyst, til alle os ynkelige.
Jeg står i midten af det hele og nyder symfonien.
Og helt inderst inde, aller dybest nede.
Ligger en lille dreng og tigger mig, lad lyset lede.
I stedet for at krybe af sted, i kælderskakter.
En mørk underverden, hvor rutineslag vist tæller takter.
Det kunne jeg selv have sagt mig, men mit syn var sløret.
Og er det igen i morgen, når sjask og sjap gør byen pløret.
Men lige nu er mit syn forstørret, skærpet.
Som om jeg pludselig, ser alting klart i hjertet.
Omkvæd
Det er morgensure bilister, der dytter i køen.
Det er iskold syreregn, det er sydom i søen.
Det er pisgule, sjaskvåde, gennemblødte bybusser.
Den morgenbodega, folket der drukner dagen i nye sjusser.
For tæt multietnisk vakuumpakket blokke af beton.
Helt ude hvor borgerskabet vist nok er vendt om.
Det er de fortabte, det er de forsømte.
De der var dømt til at tabe, før det begyndte.
Et uendeligt øjeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Ønsker bare det må tage mig med.
Et uendeligt øjeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Ønsker bare det må tage mig med.
Vers 2
Nattehimmelen tysser så rolig fjern og blå.
Med millioner, nej milliarder af stjerner på.
Og alle blinker til mig, glimter og skinner klart.
Lyser for evigt, jeg kom i går og forsvinder snart.
Sikke historier de kan, hvis bare man kunne det sprog.
Og duggen græder for mig, falder på mit øjenlåg.
Indtil jeg falder hen, og drømmer stjernes sang.
Jeg ved de venter på mig, ved jeg var derude engang.
Og det gør ondt et sekund, men jeg bærer ingen nag.
Så stille at jeg fornemmer, natsværmernes vingeslag.
Fornemmer tyndekraften slipper sit tag.
I mit sind og min sjæl, og kroppen ligger tilbage.
Og så stikker jeg af, tilbagelægger lysår.
Ingen fysikker kan bære de uendeligheder jeg krydser.
Og helt inderst inde, aller dybest nede.
Ligger en lille dreng og ler, fordi vi tog af sted.
Omkvæd
Væk fra morgensure bilister, der dytter i køen.
Fra iskold syreregn, fra sydom i søen.
Fra pisgule, sjaskvåde, gennemblødte bybusser.
Fra morgenbodega, folket der drukner dagen i nye sjusser.
Fra tæt multietnisk vakuumpakket blokke af beton.
Helt ude hvor borgerskabet vist nok er vendt om.
Fra de forpinte, fortvivlede, forkvaklede.
De der venter et helt liv, på lotto-miraklet.
Et uendeligt øjeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Ønsker bare det må tage mig med.
Et uendeligt øjeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Ønsker bare det må tage mig med.
|
|
|
 |
|
 |
|
|
|
|
Ønsker bare det må tage mig med.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Et uendeligt øjeblik.
Ønsker bare det må tage mig med.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Et uendeligt øjeblik.
De der venter et helt liv, på lotto-miraklet.
Fra de forpinte, fortvivlede, forkvaklede.
Helt ude hvor borgerskabet vist nok er vendt om.
Fra tæt multietnisk vakuumpakket blokke af beton.
Fra morgenbodega, folket der drukner dagen i nye sjusser.
Fra pisgule, sjaskvåde, gennemblødte bybusser.
Fra iskold syreregn, fra sydom i søen.
Væk fra morgensure bilister, der dytter i køen.
Omkvæd
Ligger en lille dreng og ler, fordi vi tog af sted.
Og helt inderst inde, aller dybest nede.
Ingen fysikker kan bære de uendeligheder jeg krydser.
Og så stikker jeg af, tilbagelægger lysår.
I mit sind og min sjæl, og kroppen ligger tilbage.
Fornemmer tyndekraften slipper sit tag.
Så stille at jeg fornemmer, natsværmernes vingeslag.
Og det gør ondt et sekund, men jeg bærer ingen nag.
Jeg ved de venter på mig, ved jeg var derude engang.
Indtil jeg falder hen, og drømmer stjernes sang.
Og duggen græder for mig, falder på mit øjenlåg.
Sikke historier de kan, hvis bare man kunne det sprog.
Lyser for evigt, jeg kom i går og forsvinder snart.
Og alle blinker til mig, glimter og skinner klart.
Med millioner, nej milliarder af stjerner på.
Nattehimmelen tysser så rolig fjern og blå.
Vers 2
Ønsker bare det må tage mig med.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Et uendeligt øjeblik.
Ønsker bare det må tage mig med.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Et uendeligt øjeblik.
De der var dømt til at tabe, før det begyndte.
Det er de fortabte, det er de forsømte.
Helt ude hvor borgerskabet vist nok er vendt om.
For tæt multietnisk vakuumpakket blokke af beton.
Den morgenbodega, folket der drukner dagen i nye sjusser.
Det er pisgule, sjaskvåde, gennemblødte bybusser.
Det er iskold syreregn, det er sydom i søen.
Det er morgensure bilister, der dytter i køen.
Omkvæd
Som om jeg pludselig, ser alting klart i hjertet.
Men lige nu er mit syn forstørret, skærpet.
Og er det igen i morgen, når sjask og sjap gør byen pløret.
Det kunne jeg selv have sagt mig, men mit syn var sløret.
En mørk underverden, hvor rutineslag vist tæller takter.
I stedet for at krybe af sted, i kælderskakter.
Ligger en lille dreng og tigger mig, lad lyset lede.
Og helt inderst inde, aller dybest nede.
Jeg står i midten af det hele og nyder symfonien.
Og lover liv og lys og lyst, til alle os ynkelige.
Og sender varme kys der smelter selv en hærdet mand.
Og solen bryder stille frem fra under verdens kant.
Rusker i mit hår, og skubber til en måges vinge.
Og vinden hvisker til mig, fortæller kloge ting.
Ligger på ryggen i sandet ved vandet, bare mig selv.
Morgenhimmelen smiler fra rød til blå pastel.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| 1180426272.gif |
| 80426272.gif |
| 810426272.gif |
| 280426272.gif |
| 2180426272.gif |
| 1280426272.gif |
| q80426272.gif |
| q180426272.gif |
| 1q80426272.gif |
|
| 1880426272.gif |
| 10426272.gif |
| 108426272.gif |
| 190426272.gif |
| 1980426272.gif |
| 1890426272.gif |
| 1u0426272.gif |
| 1u80426272.gif |
| 18u0426272.gif |
|
| 1i0426272.gif |
| 1i80426272.gif |
| 18i0426272.gif |
| 170426272.gif |
| 1780426272.gif |
| 1870426272.gif |
| 1800426272.gif |
| 18426272.gif |
| 184026272.gif |
|
| 18p426272.gif |
| 18p0426272.gif |
| 180p426272.gif |
| 189426272.gif |
| 1809426272.gif |
| 18o426272.gif |
| 18o0426272.gif |
| 180o426272.gif |
| 1804426272.gif |
|
| 18026272.gif |
| 180246272.gif |
| 180526272.gif |
| 1805426272.gif |
| 1804526272.gif |
| 180e26272.gif |
| 180e426272.gif |
| 1804e26272.gif |
| 180r26272.gif |
|
| 180r426272.gif |
| 1804r26272.gif |
| 180326272.gif |
| 1803426272.gif |
| 1804326272.gif |
| 1804226272.gif |
| 18046272.gif |
| 180462272.gif |
| 180436272.gif |
|
| 1804236272.gif |
| 1804q6272.gif |
| 1804q26272.gif |
| 18042q6272.gif |
| 1804w6272.gif |
| 1804w26272.gif |
| 18042w6272.gif |
| 180416272.gif |
| 1804126272.gif |
|
| 1804216272.gif |
| 1804266272.gif |
| 18042272.gif |
| 180422672.gif |
| 180427272.gif |
| 1804276272.gif |
| 1804267272.gif |
| 18042t272.gif |
| 18042t6272.gif |
|
| 180426t272.gif |
| 18042y272.gif |
| 18042y6272.gif |
| 180426y272.gif |
| 180425272.gif |
| 1804256272.gif |
| 1804265272.gif |
| 1804262272.gif |
| 18042672.gif |
|
| 180426722.gif |
| 180426372.gif |
| 1804263272.gif |
| 1804262372.gif |
| 180426q72.gif |
| 180426q272.gif |
| 1804262q72.gif |
| 180426w72.gif |
| 180426w272.gif |
|
| 1804262w72.gif |
| 180426172.gif |
| 1804261272.gif |
| 1804262172.gif |
| 1804262772.gif |
|
|
|
|
|
|
|
|
|